I Aarhus byret sidder anklagede roligt, ved siden af sin forsvarer. Parfumen har bevæget sig fra hans krop til hvert af lokalets hjørner. Det selvsikre ydre, der består af et blik der aldrig afviger, sort, tætsiddende tøj og frisuren, der ikke kan være mere end 24 timer gammel, er ikke til at skyde igennem.

Intet mindre end 13 færdselsforseelser er hvad tiltalte og forsvarer skal forholde sig til. 

tre for hastighed, fem for håndholdt telefon, 3 for manglende kørekort, 1 overhaling indenom og én for fornærmende tiltalte mod betjent i tjeneste. Trods det betydelige antal anklager, afviger den selvsikre tiltalte ikke det mindste, i starten af retssagen. 

Anklager, Anne Sofie Dalsgaard, remser forholdene op, den ene efter den anden, mens anklagede sidder roligt på sin stol, fortsat uden at trække en mine. Måske det er på grund af, at sagen har været aktiv siden d. 20 november, 2020. Det kunne tænkes, at nerverne havde fået lov til at kravle indunder tøjet igen. Sådan da, for da sagen når til det 4. forhold, fornemmer man en stigende irritation fra tiltalte, der eskalerer til et mindre udbrud:

”Kan jeg lige få lov til at læse forholdende? Har i et papir med dem på? Jeg er lidt forvirret.”

Den tilsyneladende rodfæstede selvsikkerhed begyndte nu at krakelere. Forklaringerne usammenhængende, svarene sporadiske og dialogen med anklager kontinuerligt mere hidsig. Anklagede har meget svært ved at forholde sig til forholdende om håndholdt telefon. 

Hvorfor skulle jeg gøre det? Hvordan skulle jeg kunne se mig selv i øjnene hvis mine børn mistede deres far på grund af han skulle tale i telefon? Desuden har mine biler altid bluetooth så jeg kan snakke i telefon uden at holde den, forklarer han dybfølt.

Som retssagen skrider frem, falder tempoet og temperamentet en smule. 

De fleste af forholdende fejer anklagede væk med vage besvarelser; ”det er ikke mig”, ”nej, det kan jeg ikke huske”, ”nej, det genkender jeg ikke”. Når han bliver spurgt indtil om han kender de omtalte biler, der indgår i politirapporterne, kvitterer han med et lynhurtigt ”det kan jeg ikke huske” Da anklagede er indehaver af et firma, der har et stort antal biler til rådighed, er han ikke sikker på, hvilke biler han har kørt, på hvilket tidspunkt, og flere af gangene hævder han, at det er hans ansatte eller bekendte, der har kørt disse biler.

Én af de 9 vidner, der alle er politiassistenter/betjente, husker tiltalte meget godt. Anklagede hævder, at ham og hans kammerat havde frygtet, at den bil der gassede op bag dem, var bandemedlemmer, da der i den givne periode var meget aktivitet i det område de befandt sig i, 8210 Aarhus V. Da de i kontekst sætter farten op, og samtidig overhaler indenom, sætter vidnet udrykning på og stopper anklagede. I hvad anklagede betegner som ”eufori” over, at det ikke var bandemedlemmer, råber han angiveligt ”fuck, fuck, fuck”, i ren lettelse. Vidnet forklarer, at han derimod har sagt ”Fuck jer, fuck jer, fuck jer og fuck Aarhus!”

Afsluttende anklager lyder på skyldig i samtlige forhold, og at tiltalte skal tildeles: 1 års ubetinget frakendelse, en bøde på sammenlagt 22.000kr, 8 klip i kørekortet, og en vurdering om hvorvidt der skal skærpes i straffen, da han er tidligere dømt i samme forseelser, og det høje antal forhold.

Dommen vil anklagede modtage i E-Boks, og haves derfor ikke.