I Aarhus byret sidder anklagede roligt, ved siden af sin forsvarer. Parfumen har bevæget sig fra hans krop til hvert af lokalets hjørner. Det selvsikre ydre, der består af et blik der aldrig afviger, sort, tætsiddende tøj og frisuren, der ikke kan være mere end 24 timer gammel, er ikke til at skyde igennem.

Intet mindre end 13 færdselsforseelser er hvad tiltalte og forsvarer skal forholde sig til. 

tre for hastighed, fem for håndholdt telefon, 3 for manglende kørekort, 1 overhaling indenom og én for fornærmende tiltalte mod betjent i tjeneste. Trods det betydelige antal anklager, afviger den selvsikre tiltalte ikke det mindste, i starten af retssagen. 

Anklager, Anne Sofie Dalsgaard, remser forholdene op, den ene efter den anden, mens anklagede sidder roligt på sin stol, fortsat uden at trække en mine. Måske det er på grund af, at sagen har været aktiv siden d. 20 november, 2020. Det kunne tænkes, at nerverne havde fået lov til at kravle indunder tøjet igen. Sådan da, for da sagen når til det 4. forhold, fornemmer man en stigende irritation fra tiltalte, der eskalerer til et mindre udbrud:

”Kan jeg lige få lov til at læse forholdende? Har i et papir med dem på? Jeg er lidt forvirret.”

Den tilsyneladende rodfæstede selvsikkerhed begyndte nu at krakelere. Forklaringerne usammenhængende, svarene sporadiske og dialogen med anklager kontinuerligt mere hidsig. Anklagede har meget svært ved at forholde sig til forholdende om håndholdt telefon. 

Hvorfor skulle jeg gøre det? Hvordan skulle jeg kunne se mig selv i øjnene hvis mine børn mistede deres far på grund af han skulle tale i telefon? Desuden har mine biler altid bluetooth så jeg kan snakke i telefon uden at holde den, forklarer han dybfølt.

Som retssagen skrider frem, falder tempoet og temperamentet en smule. 

De fleste af forholdende fejer anklagede væk med vage besvarelser; ”det er ikke mig”, ”nej, det kan jeg ikke huske”, ”nej, det genkender jeg ikke”. Når han bliver spurgt indtil om han kender de omtalte biler, der indgår i politirapporterne, kvitterer han med et lynhurtigt ”det kan jeg ikke huske” Da anklagede er indehaver af et firma, der har et stort antal biler til rådighed, er han ikke sikker på, hvilke biler han har kørt, på hvilket tidspunkt, og flere af gangene hævder han, at det er hans ansatte eller bekendte, der har kørt disse biler.

Én af de 9 vidner, der alle er politiassistenter/betjente, husker tiltalte meget godt. Anklagede hævder, at ham og hans kammerat havde frygtet, at den bil der gassede op bag dem, var bandemedlemmer, da der i den givne periode var meget aktivitet i det område de befandt sig i, 8210 Aarhus V. Da de i kontekst sætter farten op, og samtidig overhaler indenom, sætter vidnet udrykning på og stopper anklagede. I hvad anklagede betegner som ”eufori” over, at det ikke var bandemedlemmer, råber han angiveligt ”fuck, fuck, fuck”, i ren lettelse. Vidnet forklarer, at han derimod har sagt ”Fuck jer, fuck jer, fuck jer og fuck Aarhus!”

Afsluttende anklager lyder på skyldig i samtlige forhold, og at tiltalte skal tildeles: 1 års ubetinget frakendelse, en bøde på sammenlagt 22.000kr, 8 klip i kørekortet, og en vurdering om hvorvidt der skal skærpes i straffen, da han er tidligere dømt i samme forseelser, og det høje antal forhold.

Dommen vil anklagede modtage i E-Boks, og haves derfor ikke.

I en tid, hvor mange ikoniske værtshuse og bodegaer er forsvundet fra gadebilledet, står Tranbjerg Bodega som et symbol evnen til at tilpasse sig. Den 1. Juli 2023 overtog Poul “Nulle” Daniel Christensen denne hjertelige oase og besluttede at bære faklen videre som den nye ejer. Men bag denne forandring ligger en dyb respekt for tradition og en forpligtelse til at opretholde et fællesskab, der går tilbage årtier.

Af Alfred Lykke Jeppesen

Tranbjerg Bodega – et sted, hvor tiden står stille og alligevel bevæger sig i harmoni. Her trives gamle danske klassikere på den moderne jukebox, mens aromaen af et autentisk værtshus fanger dine sanser. Hver hjørne, hver skrabe-lyd fra en barstol og hver bekendt stemme, fortæller en historie om tradition, venskab og kærlighed til det danske værtshusliv. Den 1. Juli 2023 overtog Poul “Nulle” Daniel Christensen faklen, og blev den nye indehaver af byens eneste Bodega.

Bag baren, finder man for det meste Nulle, ejeren af bodegaen. Egentlig er han døbt Poul Daniel Christensen, men da hans forældre gik bort, gjorde navnet ligeledes. 

“Der er voksne mennesker i Aarhus området, der har kendt mig i flere år, og ikke har en anelse om hvad mit rigtige navn er.” siger han og udbryder i et kæmpe grin

Der er få andre steder i Danmark, hvor man lige så ubemærket som Nulle, kan maskere sit borgerlige navn, som på et brunt værtshus. Og måske er det netop derfor, at han pr. den 1. Juli 2023 blev indehaver ejer af Tranbjerg Bodega. 

“Jeg har altid opholdt mig på brune værtshuse,“ siger Nulle med et smil. Hans øjne glimter med minder om de mange år, han har tilbragt i denne særlige verden.

Ej klar til pensionistlivet.

“Det var sidste år, inden min pension, og jeg kunne ikke lige se mig selv som pensionist,”  forklarer Nulle, ejeren af Tranbjerg Bodega, og fortsætter, “Jeg gik og rodede min hjerne i en årrække om, hvad man så gider og ikke gider.”

Den nu 66-årige bodegaejer, så muligheden, og tog den. Inden han som 55-årig fik en arbejdsskade, var han lagerchef. Derefter har han indtil nu været i fleksjob. Nulle er næppe typen, der sådan giver op, og det er nok også derfor, at han ikke har valgt den “nemme” vej ud, som pensionist.

“Min kongstanke er jo at få fat i det lokale fodboldhold. De havde engang 3. halvleg heroppe, forhelvede! den ligger jo lige til højre.”

Men adopteringen af det lokale fodboldhold er ikke det eneste, der er af ambitioner for bodegaen. Et spritnyt dart område pryder nu hjørnet af bodegaen. Et nøje markeret område, defineret af de to slags tæppe, og spotlamper på dartskiven, fremmer fornemmelsen af de helt store fredag aftener på byens “lokale vandhul,” som Nulle så nådigt har døbt sin nye bodega. 

Det nytter noget

Støtten udefra har været klar. Flere af de lokale, ikke kun stamgæsterne, har været forbi, for at give deres anerkendelse. 

“Det er jo et kæmpe cadeau.” siger han stolt. “Det er et kæmpe fristed, specielt for dem, der sidder ude i deres små huler rundt omkring i området.”

Det er ikke blot øllene og de gamle danske klassikere, der gør det her sted specielt. Det er menneskerne. At der er et sted for dem, der ikke har så mange, er noget af det helt specielle et værtshus kan tilbyde. At der altid er et sted, der har en åben dør, er helt definerende. 

“Min umiddelbare fornemmelse er, at det giver noget værdi. Noget ekstra i hverdagen. Man kan altid komme herop og vende de ting, man går og tumler med.”

Og det er tydeligt, når man står i baren blandt henholdsvis Sten “Blomst”, Steffen “Luderen” Ludvigsen og Bruno, at der bag den hårde tone er en generel næstekærlighed, og overbærenhed for hinandens fejl og mangler. Bølgerne kan gå højt, men der kvitteres lynhurtigt med et “Ej, du er sgu god nok.”

Bodegaens’ båse vogtes af cowboydere og indianere

Selvom Poul “Nulle” Daniel Christensen har haft en lang rejse fra lagerchef til bodegaejer, har han fundet sin plads på Tranbjerg Bodega. Han har forpligtet sig til at bevare den unikke ånd og atmosfære, der har eksisteret i årtier, og samtidig bringe nyt liv og energi til dette ikoniske sted. Tranbjerg Bodega vil fortsætte med at være et hjertevarmt samlingssted for stamgæster og nye venner, hvor øl og samtaler flyder frit, og hvor alle er velkomne.

Af Alfred Lykke Jeppesen

Da den 23-årige Thea Haudrum Modigh i slutningen af august 2023 tog den lange tur fra sin daværende bopæl på Nørrebro i København til Stjernepladsen i Aarhus, var det ikke uden bekymringer for fremtiden. Disse bekymringer viste sig at være bygget på et fundament af sand, da Thea hurtigt tilpassede sig sine nye omgivelser med hjælp fra sin tro på sig selv og fremtiden.

I slutningen af august pakkede Thea livet i København ned i sin taske, og krydsede landet for at starte et nyt. At Thea er hyper-social gjorde ikke processen lettere, men tidligere erfaringer har gjort hende udrustet til opgaven. 

Af Alfred Lykke Jeppesen 

Thea er hyper-social 

Thea Haudrum Modigh er netop startet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. En start, der har krævet, at Thea blev nødt til at efterlade sit sociale netværk derhjemme. Et netværk, der altid har haft enorm betydning for Thea: “Jeg har engang lidt forsøgt mig med en personlighedstest. Sådan nogle er jo aldrig 100% sande, men den sagde, at jeg var 98% ekstrovert.” Med sådan en enormt social natur er det næppe den letteste udfordring at give slip på sit sociale fundament for at opbygge et nyt. 

Thea er vant til at strukturere sin hverdag efter altid at have nogen eller noget at se frem til. Men hvad gør man, når man pludselig ikke har nogen at planlægge ud fra? “Jeg har boet i København hele mit liv, så jeg har gået på alle mulige skoler og fritidsinstitutioner, og sådan efterhånden har jeg jo et ret stort netværk. Og jeg har altid et eller andet at lave og en eller anden at skrive til, hvis man mangler et eller andet.

Heldigvis fik Thea sig et sted at bo og nogle roomies, hun kom godt ud af det med. Men når man har en stor social trang, skal den også plejes. Derfor kunne der hurtigt opstå en næsten panisk situation, da Thea gjorde sig tanker om, hvordan det hele skulle gå: “Fordi, da jeg jo er vant til at ringe til en eller anden, de mennesker har jeg bare ikke. Og nu vidste man jo ikke, hvad man skulle forvente, hvad man fik af sådan et studieliv her.” Det gav Thea en mulighed for at mærke efter. 

Ensomheden er ikke farlig 

En dag i den første uge af studiet har Thea en aftale med en veninde fra hendes rushold. Hun er træt, men hun ser det som en oplagt mulighed for at lade batterierne op ved at være social og samtidig få ordnet sit skolearbejde. Da veninden senere på dagen ringer for at aflyse, kan Thea hurtigt mærke, hvordan det påvirker hende: “På min 10-minutters gåtur hjem begynder jeg at blive sådan helt, sådan, ‘fuck, jeg skal være alene nu.’” 

Pludselig var hun alene. Det har aldrig været et problem for Thea at være alene, tværtimod. Hun føler sig godt rustet til at være alene, måske på grund af at være skilsmissebarn, der har flyttet rundt til flere forskellige adresser, og fordi hun er den yngste i familien. Det er nærmere den selvbevidsthed, der kommer med alderen, der gør, at Thea forsøger så vidt muligt altid at forholde sig social. Da Thea kommer hjem fra skole, får hun pludselig mulighed for at reflektere over, hvordan hun har det: “Jeg kan mærke, at jeg bliver fuldstændig bombet og træt, og det er jo nok også fordi, at jeg er bombet og træt.” 

I takt med at Thea begav sig ud på sin uddannelsesrejse, måtte hun stå over for en udfordring, som mange af os, der er dybt forankret i vores sociale netværk, kan relatere til: at tage skridtet væk fra det velkendte for at opbygge noget nyt. Men som Thea opdagede, kan ensomhed ikke kun være udfordrende, men også givende. Det giver os mulighed for at dykke ind i vores tanker og følelser, hvilket kan føre til en dybere forståelse af os selv. For hende blev ensomheden en mulighed for at mærke efter, reflektere og vokse som enkeltperson.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.